Individuelle samtaler

Forskellige typer individuelle samtaler tilbydes.

Terapi

Jeg har erfaringer med og er inspireret af en række forskellige anerkendte psykologiske tilgange til terapi. De væsentligste af disse er: Kognitiv tænkning og metode – herunder ACT (Acceptance and Commitment Therapy), systemisk tænkning og metode, narrative tilgange, CFT (CompassionFokuseret Terapi) og løsnings- og handlingsbaseret terapi.

Jeg er desuden certificeret NARM-terapeut. NARM står for den NeuroAffektive Relationelle Model og er en terapiform rettet mod tilknytningsproblemer og udviklingstraumer. Metoden er udviklet af Laurence Heller.

Coaching eller sparring

Coachingsamtaler har som formål at øge personens handlemuligheder bl.a. gennem at identificere mål og mulige handlinger, der kan bringe personen tættere på disse mål. I coaching bruger jeg også bl.a. løsningsorienterede og systemiske tilgange, samt inspiration fra Motivational Interviewing.

Rådgivning

Rådgivning er mere direktiv og mere resultatfokuseret end ovenstående mere procesorienterede tilgange. Rådgivning kan være relevant, hvis der er en meget afgrænset problemstilling med et konkret mål foran dig. Det kan også være relevant, hvis du står i en kompliceret situation, der akut kalder på handling her og nu frem for en masse refleksioner på et dybere niveau.

Evaluering af vores samtaler

Jeg evaluerer løbende om vores individuelle samtaler har effekt for den eller dem jeg arbejder med, samt om min måde at arbejde på passer til den enkelte person. Evalueringen laves sammen med klienten selv ved hjælp af et lille lettilgængeligt måleinstrument fra metoden Feedback Informed Treatment.